FIBULA

Fibula, (latin. ”spænde”), fibel, smykkenål til fastgøring af klædedragten. Fibulaer optræder fra 200 år før Kristus til 1100 efter Kristus, og i modsætning til de ældre bøjlenåle har fibulanålen fjederkraft. De ældste fibulaer stammer fra Sydeuropa. De første danske typer var enkle bøjleformer, men efter år 100 ses fibulaer ofte rigt udsmykket. Nålene kan være af jern, bronze, sølv og guld. Især efter år 200 fremstilledes fibulaer tillige af forgyldt sølv og bronze, eventuelt med indlæg af glas og halvædelsten. Indtil år 400 anvendte både kvinder og mænd fibulaer, hvorefter de blev typiske kvindesmykker. Udvikling i både form og dekoration gør fibulaer til et vigtigt redskab til tidsbestemmelse af for eksempel gravfund.